-
Kognitiv træning er vigtigt for børn i sommerferien. Disse fire aktiviteter bruger topforsker til at fremme sine egne børns hjerneudvikling
Source: BDK Borsnyt / 12 Jul 2025 00:58:58 America/Los_Angeles
Kamilla Miskowiak har brugt mere end to årtier på at forske i kognitiv sundhed. Hun ved præcis, hvilke aktiviteter der kan fremme børns hjerneudvikling, og hun lægger ikke skjul på, at det er nogle, hun selv praktiserer i rollen som mor. Faktisk er interviewet knap begyndt, før det står klart. »To sekunder, hæng lige på,« afbryder hun høfligt. »Anna, kan du huske, hvilken vej vi skal gå?,« lyder en svag råben i den anden ende af røret. Anna er hendes datter. De befinder sig i øjeblikket i Polen, og det er hendes datters opgave at finde vej, forklarer hun. Det er der en særlig grund til. De bedste forudsætninger Kamilla Miskowiak er uddannet psykolog og er i dag professor i kognitiv neuropsykiatri ved Københavns Universitet. Hun har i alt fire børn: Anna på 15 år, tvillingerne Oscar og Hector på 13 og Lucia på seks år. De er alle gået på sommerferie, men for Kamilla Miskowiak er det vigtigt, at børnene »bruger tiden på noget fornuftigt«. Om lidt sender hun blandt andet sine to tvillingedrenge på sprogskole. Først en uge i Berlin, hvorefter den ene tager to uger i Polen. Derudover øver de kinesisk og går til violinundervisning, som hun tidligere har fortalt om i Berlingske. Og så får de i øvrigt kun lov at have 15 minutter på sociale medier hver dag. Alt sammen tjener det samme formål: At give de bedste forudsætninger for et langt og sundt liv. »Selvfølgelig skal børn også have lov til at slappe af, men problemet er, at mange børn slapper af ved at sidde med deres skærm, og det er virkelig ikke gavnligt for hjernen,« siger hun og slår fast: »Det er vigtigt, at man har fokus på kognitiv træning, og måske især i ferien, hvor man kan lave nogle ting med sine børn, man ikke på samme måde har tid til i hverdagen.« Fire aktiviteter som styrker børns hjerneudvikling Det kan måske lyde af meget, hvis man skal gøre det samme som Kamilla Miskowiak. Men mindre kan også gøre det, forsikrer topforskeren. Hun har fire konkrete aktiviteter, som kan styrke børns såkaldte hippocampus. Hippocampus er et område i hjernen, der er afgørende for blandt andet indlæring, hukommelse og orientering. Den er især vigtig at træne, hvis man vil forebygge aldersrelaterede sygdomme som alzheimers, og hvis man i det hele taget ønsker at gøre sine børn mentalt robuste. Og så er vi tilbage ved Kamilla Miskowiak og hendes datter i Polen. Studier viser, at netop navigation styrker børns hippocampus. Kamilla Miskowiak fremhæver blandt andet et amerikansk studie, som antyder, at taxachauffører og ambulancereddere har lavere risiko for at udvikle alzheimers. Forskernes hypotese er, at det netop er, fordi de konstant skal navigere, huske og reagere hurtigt. Kamilla Miskowiak anbefaler derfor, at man lader sine børn »lede ekspeditionen«, når man er ude at rejse eller besøger nye byer. Ikke ved brug af maps, men alene ved at huske veje og skilte og butikker og i det hele taget være opmærksom på sine omgivelser, siger hun. »Det gør, at børnene udvikler deres rumlige evner, som er vigtig for stedsans og hukommelse.« Hvis man har muligheden, anbefaler Kamilla Miskowiak generelt, at man tager sine børn med ud at rejse. »Rejser er stimulerende på rigtig mange måder, fordi barnet kommer ud af sine vante rutiner,« siger hun og tilføjer: »Og så er sprog helt vildt vigtigt. Studier viser, at det styrker og beskytter hjernes funktion, hvis man kan tale flere forskellige.« Det behøver ikke være sprogskoler eller anden form for fast undervisning, understreger hun. Men hvis man blot kan lære sine børn nogle enkelte gloser fra det land, man rejser rundt i, kan det gøre en forskel. Det kan eksempelvis være at bestille en is på det pågældende sprog, foreslår hun. »Tag gerne udgangspunkt i noget, barnet i forvejen interesserer sig for – som typisk er is, slik og sodavand – som kan øge deres motivation«. Er en ferie uden for rækkevidde, anbefaler Kamilla Miskowiak, at man »går på opdagelse i viden, historie og science«. Det kan være en tur på museum eller i zoologisk have eller en gåtur i naturen. Det vigtigste er, at man ikke bare »kigger,« men at man »stimulerer sit barns nysgerrighed«. Det kan blandt andet være gennem spil, quizzer, konkurrencer og historier, som kan »øge barnets viden om verden«. Kamilla Miskowiak kommer med et eksempel: »Mine børn syntes, at museum var dødssygt. Men hvis jeg lavede en leg ud af det, eller hvis de fik et postkort i museumsbutikken efterfølgende, syntes de, det var sjovere,« siger hun og tilføjer: »Og så tog de også stilling, fordi de pludselig skulle forholde sig til kunsten og sætte ord på det«. Kamilla Miskowiak ser også sommerferien som en oplagt mulighed for at lære at spille et instrument. Hun har tidligere forklaret til Berlingske, at hun anser violinundervisning som værende lige så vigtigt som at børste tænder. Det behøver ikke nødvendigvis være violin, men at spille et instrument er generelt godt for hjernens udvikling. Det kræver komplekse opgaver, som blandt andet forbedrer hukommelsen, øger indlæringsevnen og styrker hjernes forbindelser. På samme vis er sport en god aktivitet, siger hun. Det øger blandt andet blodgennemstrømningen og fremmer hjernens plasticitet, som er hjernens evne til at ændre og tilpasse sig. Sådan øger du motivationen Noget af det, som imidlertid kan være svært, er at motivere sine børn i sommerferien, fortæller Kamilla Miskowiak. Det oplever hun selv på hjemmefronten. Et gennemgående råd til alle aktiviteter er derfor at sætte en gevinst på spil, som kan »lokke til at lære«. Her har hun et simpelt, men effektivt trick. Hjemme hos hende har de to glas stående. Et glas med »todo« og et glas med »done«. Hver gang hendes børn har fuldført en aktivitet – det kan eksempelvis være 10 minutter på violin – må de flytte en klemme fra »todo« til »done«. Når alle klemmerne er flyttet, så får de eksempelvis en tur i biografen. »Det er et princip, vi bruger, og det er simpelthen for at de kan se en fremdrift og et formål,« siger hun og tilføjer: »Ellers kan det godt virke for uoverskueligt. Men klemmerne øger motivationen og kan bruges i flere sammenhænge.« I sidste ende handler det om at skabe nogle hyggelige oplevelser og finde et sjovt alternativt til skærmen, siger hun. https://www.berlingske.dk/vores-liv/kognitiv-traening-er-vigtigt-for-boern-i-sommerferien-disse-fire